Kombinationen af ​​moderne sporingsdata og historiske optegnelser forbedrer forståelsen af ​​sommerhabitater for den østlige lille hvidpandede gås Anser erythropus.

Art (Fugle):Lille blisgås (Anser erythropus)

Tidsskrift:Økologi og evolution

Abstrakt:

Den lille blisgås (Anser erythropus), den mindste af de "grå" gæs, er opført som sårbar på IUCNs rødliste og beskyttet i alle udbredelsesstater. Der er tre populationer, hvor den mindst undersøgte er den østlige population, der deles mellem Rusland og Kina. Yngleområdernes ekstreme afsides beliggenhed gør dem stort set utilgængelige for forskere. Som erstatning for besøg muliggør fjernsporing af fugle fra overvintringsområder udforskning af deres sommerudbredelsesområde. Over en periode på tre år, og ved hjælp af meget nøjagtige GPS-sporingsenheder, blev elleve individer af A. erythropus sporet fra Kinas vigtigste overvintringssted til sommer- og rastepladser i det nordøstlige Rusland. Data opnået fra denne sporing, understøttet af jordundersøgelser og litteraturoptegnelser, blev brugt til at modellere sommerudbredelsen af ​​A. erythropus. Selvom tidligere litteratur beskriver et spredt sommerudbredelsesområde, antyder modellen, at et sammenhængende sommerhabitatområde er muligt, selvom observationer til dato ikke kan bekræfte, at A. erythropus er til stede i hele det modellerede udbredelsesområde. De mest egnede habitater er placeret langs kysterne af Laptevhavet, primært Lena-deltaet, i Yana-Kolyma-lavlandet og mindre lavland i Chukotka med smalle flodbredder opstrøms langs større floder som Lena, Indigirka og Kolyma. Sandsynligheden for tilstedeværelse af A. erythropus er relateret til områder med en højde på mindre end 500 m med rigelige vådområder, især flodbredshabitat, og et klima med nedbør i den varmeste kvartal på omkring 55 mm og en gennemsnitstemperatur på omkring 14°C i juni-august. Menneskelig forstyrrelse påvirker også stedets egnethed, med et gradvist fald i arternes tilstedeværelse startende omkring 160 km fra menneskelige bosættelser. Fjernsporing af dyrearter kan bygge bro over den videnskløft, der kræves for en robust estimering af arters udbredelsesmønstre i fjerntliggende områder. Bedre viden om arters udbredelse er vigtig for at forstå de storstilede økologiske konsekvenser af hurtige globale forandringer og etablere strategier for bevaringsforvaltning.